Sidste nyt sæson 2006-2007

 

30.6.07 Fantastisk fortælling fra Finnmarksløbet
Reidar Stenmark har i en rigtig god og velskrevet artikel beskrevet sine oplevelser, da han gennemførte årets udgave af Finmarksløbet. Han har flere gange tidligere kørt den korte udgave (500 km), men det er første gang, han gennemfører den lange udgave (1000 km).

Ud over at give en god beskrivelse af selve løbet, hundene og naturen, gør Reidar sig også en del tanker om den særlige livsstil, det er at have hunde og deltage i slædehundeløb.

Læs den 21 siders artikel her.
 


2.6.07 Super avls-han importeret fra USA til Tyskland
Kennel Frankoniapower i Tyskland har importeret en rigtig god avls-han, Ranger, fra Howling Spirit Kennel i USA. Ranger har Leistungszertifikat Distance og er præmieret på en tysk udstilling. Interesserede kan kontakte Silvia Roppelt på mail: frankoniapower@t-online.de.  


18.5.07 To førstepræmier på svensk udstilling
Skærtorsdag var vi til SPHK-udstilling i Västerås, Sverige, med Allyson og Yelena. Det var en helt anden oplevelse, end de gange, vi har været til udstilling i Danmark. Vi følte ikke, at vi var dømt ude i samme øjeblik, vi viste os.

Der var 133 hunde i alt, heraf 50 Siberians. Langt den største del var typemæssigt løbshunde/arbejdende SH, og alle typer indenfor denne kategori var repræsenteret. Man så alt lige fra bredskallede Seppalahunde (Braun-Witschel), over lettere Zerohunde til de tungere typer Anadyr- og Iglo Pack/Vargevasshunde. Og endelig var der også enkelte hunde af showtypen. Dommeren, Tina Permo, diskvalificerede ikke nogle typer fra start, men var fokuseret på hundens bevægelser. Også derfor blev alle typer præmieret – også showtyperne. Endelig havde det en vis betydning, hvordan hunden blev præsenteret i ringen, hvilket måske er rimeligt nok.

Yelena fik ud over sin førstepræmie en hæderspris og en lilla roset! Og det var vist meget fint.


15.5.07 Nyt link: "familie" i Frankrig
Link-siden er opdateret med et link til en fransk kennel, "Of Eagle River". De har nogle dejlige hunde med flere af de samme hunde i stamtavlerne, som vi har. Og så er det en rigtig spændende hjemmeside, der bl.a. har flere artikler om Husky'ens historie.


9.5.07 Hygge og tandrensning i løbegården
I weekenden nød både vi og hundene det dejlige danske sommervejr. Det er jo for varmt nu til at køre, så der må tages andre midler i brug for at beskæftige hundene. Vi har lige fået en masse dejlige okseben, som er perfekte til formålet - og så er de gode som tandrensere!

               
 


17.4.07 Martin Buser vandt Kobuk 440

Kobuk 440's hjemmeside er endnu ikke opdateret, men på Martin Busers egen side, Happy Trails Kennels, kan man læse, at han vandt løbet. Selv om han førte det meste af tiden, havde det været en ret spændende afslutning, idet han kørte forkert på vejen ind til Kotzebue. Louis Nelson, sr., kom ind som nr. 2, 40 minutter efter, og som nr. 3 kom Ed Iten. Det blev altså ikke til den tredje sejr for Lance Mackey.

Billedet er igen fra Noatak Racing Team Photo Gallery og viser Ed Iten på vej til Kotzebue i 2005-udgaven af Kobuk 440.

 


6.4.07 Dræn + grus i hundegårdene
Påsken er bl.a. - med gode venners hjælp - blevet brugt til at lave dræn i hundegårdene, hæve dem og fylde ekstra grus i. Så nu er vi klar til næste gang, det vælter ned med regn...

             


Selv om de store løb er ovre, er løbssæsonen ikke helt slut - i dag starter Kobuk 440 med start og mål i Kotzebue, Alaska. Det vides ikke helt, hvem der deltager i år. Men sidste år deltog en hel del af de store kørere, vi kender fra Iditarod og Yukon Quest, og mon ikke de fleste af dem deltager igen i år. Sidste år vandt Lance Mackey, Ed Iten blev nr. 2, og derefter kom Jeff King, Martin Buser og Poul Gebhardt. I 2005 var det Jeff King, der vandt, Ed Iten blev nr. 2, og Lance Mackey nr. 3. Det bliver spændende!! Hvis Lance Mackey vinder igen ovenpå hans dobbeltsejr i Iditarod og Yukon vil det være helt fantastisk!   

Billedet er fra starten i 2005 og er taget fra Noatak Racing Team Photo Gallery, hvor der er flere gode billeder.


25.3.07 Hjemme igen efter 14 dage i Sverige
I går kom vi hjem efter to uger i Sverigé, hvor vi blandt andet deltog som frivillige hjælpere i Polar Distans og fik afprøvet nogle af ruterne omkring vores hus. Der er et vidt forgrenet net af scooterspor kun 100 meter fra vores grund, så mulighederne for langture er utallige! Billeder kan ses her, og inden længe vil der komme yderligere rapport fra Polar Distans.


1.3.07 Team Koyuk i SHC-Aktuell
Den tyske Siberian Husky-klub's blad SHC-Aktuell har en serie "Siberian Huskys aller Welt", som i dette nummer bl.a. omfatter et portræt af Team Koyuk. Se artiklen her. Hav tålmodighed - filen er lidt tung og tager derfor lidt tid at downloade.


21.2.07 Lance Mackey vinder af Yukon Quest 2007

Lance Mackey kom i går ind i Fairbanks efter et rekordløb:1600 kilometer på 10 dage, 2 timer og 37 minutter. Den sidste rekord (Frank Turner1995) var på 10 dage, 16 timer og 20 minutter. Ud over en fantastisk dygtig hundekører og gode hunde, har vejret en rigtig stor del af æren for, at det blev en rekordtid. Det har været koldt og klart, og der har ikke været snestorm, som nogle af de tidligere år, hvor flere deltagere har været nødt til at ligge stille i mange timer og kæmpe sig frem gennem snemasserne i snegletempo. Yukon Quest er et noget hårdere løb end dets storebror Iditarod. Blandt andet fordi der køres over flere store bjerge, hvilket er ekstra hårdt for hunde og hundekørere. I alt passeres fire bjerge på over 3400 meter, hvor den mest kendte og frygtede er Eagle Summit mellem Central og 101 Mile depoterne. Vejret er desuden ofte betydeligt mere barsk end i Iditarod. I år har man således oplevet ekstreme kuldegrader i flere dage. Over -50 grader er blevet målt. Endelig er der meget længere mellem depoterne, så man er i højere grad overladt til sig selv.  

Nr.2, Hans Gatt, kom i mål næsten syv timer efter Mackey, og næsten tre timer derefter kom nr. 3, Gerry Willomitzer, og nr.4, William Kleedehn, ind med tre minutters mellemrum. De to tyskere har fulgtes ad i flere hundrede km. 17 hundekørere er stadig ude på sporet - den sidste har 4-500 kilometer igen - så det varer nogle dage endnu, før hele løbet er slut. En af deltagerne, Brent Sass (p.t. nr.16), har en rigtig god hjemmeside - www.wildandfreealaska.com - med helt fantastiske billeder fra løbet taget af en professionel fotograf, der følger ham hele vejen. Vi har hentet billederne her på siden fra Yukon Quests egen hjemmeside - der er rigtig mange gode billeder, og der er også flere spændende videoer.

For interesserede, der ikke allerede har læst BOGEN om Yukon Quest af John Balzar: "Alene i Yukon", kan den varmt anbefales.


18.2.07 Tillykke til Sven Plesner med EM-sølv

Weekendens EM i Slovenien er slut. Fredagen blev aflyst pga. varmt vejr, og sporet var meget vanskeligt, hvilket bl.a. resulterede i, at flere valgte ikke at stille op søndag. Sven deltog med 12 hunde i Open Class, hvor Joël Reyniers vandt med 3 min. og 46 sek. over de to dage. Stort tillykke med sølvmedaljen til Sven! På tredjepladsen kom Angelika Merkel fra Kennel Icebell.

I 4-hundeklassen blev Marie Israelsson nr.2. Flot kørt af Marie, som mange danskere kender fra konkurrencerne  i Åsarna. 

Vi ser frem til VM 2008, der afholdes på de perfekte spor i Åsarna - se www.polarhundsvm2008.se.


14.2.07 Lance Mackey først til Dawson City

De sidste to års vinder, Lance Mackey, har lagt sig klart i spidsen her midt i Yukon Quest 2007. Han har mere end 4 timer ned til nr. 2, William Kleedehn. På trediepladsen følger Hugh Neff, der ellers lagde hårdt ud, men som ikke har kunnet følge Lance Mackey.

I Dawson City, som er nogenlunde halvvejs i løbet, skal alle hundekørere - og ikke mindst hundene - hvile 36 timer. Velfortjent, synes vi!!. Desuden må hundekøreren modtage hjælp og sove i tilstødende lokaler, så på sin vis har man mulighed for at starte på en frisk efter Dawson. Lance Mackey bliver sendt af sted 4 timer og 22 min foran William Kleedehn. Derefter følger de næste fire indenfor tre timer. Blandt andet tyskeren Sebastian Schnuelle, der er flyttet til Alaska for at leve for at køre med hunde! Besøg hans rigtig gode hjemmeside: www.dogsleddingtheyukonquest.com/e/ .

 


11.2.07 Yukon Quest er startet

Yukon Quest er nu kommet rigtigt igang. Hugh Neff  har lagt meget hårdt ud og kom efter 161 km ind som nr. 1 på første depot 2 timer før de næste. Det bliver interessant og se om han kan holde farten!. På depot Braeburn er der et obligatorisk stop på 2 timer. Ellers skal hundekørerne holde 36 timers hvil i Dawson City (her justeres der ligeledes for startforskel) og 8 timers hvil i Angel Creek lige før mål. Tjek selv ruten ved at klikke på kortet.           map.jpg (119792 byte)

 

Her nyder vi det kolde vejr og har i går optaget et par videoer af vores hunde i løbegården.


4.2.07 Robert Sørlie vinder af Femund 600 - Mona Kolstad vinder af Femund 400

Femund 600 startede i torsdags, og her til aften (4.2.07) er de første kørere begyndt at komme i mål. Efter et utroligt spændende løb, hvor Robert har ligget som nr. 3 det meste af tiden, lagde han sig i morges i spidsen. Siden da har han øget forspringet til sine forfølgere, som også har ligget i skarp konkurrence med hinanden. Flot kørt af Robert - det lover godt for Iditarod! Robert havde alle 12 hunde med hjem.

Trond Ørslien kom ind som nr. 2 - 35 minutter efter Robert, og Ketil Reitan blev nr. 3 - 19 minutter efter Trond . De næste er ikke kommet ind endnu, men det bliver sandsynligvis Inger Marie Haaland som nr. 4, Bente Jahnsen som nr. 5 og Bjørnar Andersen som nr. 6. Bente Jahnsen fra Tufsingdal Husky førte længe løbet, men er gået lidt i stå hen mod slutningen af løbet. Ruten ud omkring Folldal og Dalholen skulle ifølge Bente have været meget hård. Netop på denne strækning var det at Robert satte sit angreb ind og kørte hurtigst af alle.

Af de 32 startende var der 5 Siberians-spand. Den mest kendte er Karsten Grønås, der har kørt et fantastisk løb. Indtil videre ligger han på en flot 10. plads. De andre Siberians-kørere, Nisse Uppström, Pierre-Antoine Heritier, Isabelle Travadon og Frode Bakke, ligger som hhv. nr. 19, 21, 26 og 28. Som en lidt sjov historie startede tyskeren Hendrich Stachnau med 12 Malamuter. Han udgik efter 187 km på depot Søvollen af Femund 600, men fik lov at fortsætte uden for konkurrencen på Femund 400 ruten, sådan, mest for oplevelsens skyld!

I Femund 400 var der 74 startende - alle med hver 8 hunde.  Det har også været et spændende løb, hvor de tre første spand har skiftedes til at føre. Ved 12-tiden i dag var der kun et minut imellem dem, og det endte med, at Mona Kolstad kom ind som nr. 1 med 26 minutter ned til nr. 2, Jo Svenstad. Mona Kolstad er en erfaren hundekører, med en mindre kennel på 12 hunde. Vi ta'r virkelig hatten af for Mona her på vores 14 hunde kennel!!

I denne weekend er de svenske racemesterskaber blevet afholdt i Lillholmsjö, og Sven vandt i åben klassen mens Nina vandt 8 hundeklassen. Stort tillykke!!.


28.1.07 Nordic Open 2007 er slut

Nordic Open er blevet afholdt i denne weekend - for første gang i fire år uden os...
I Åben Klasse var der skarp konkurrence mellem de to deltagere, Sven Plesner og Joël Reyniers. Joël vandt knebent med kun 24 sekunder efter tre gange 24,8 kilometer! I 8-hundeklassen var der ikke så stor diskussion: Nina Plesner vandt suverænt med over 5 minutter ned til nr. 2. I 6-hundeklassen vandt Catarina Södersten, og den eneste dansker, der deltog i år, Jesper Melgaard, blev nr. 12. 4-hundeklassen blev igen vundet af Marie Israelsson, der kun havde knap et minut ned til søster Helen på 2. pladsen. Bedste dansker blev - igen i år - Casper Nielsen, der blev nr. 7, skarpt forfulgt af Karen Kolbeck 44 sekunder efter. Steven Frigaard og Anja Melgaard blev nr. 12 og 13. Et stort tillykke til alle!!     


24.1.07 Løbssæsonen er i fuld gang!
Flere mindre løb har allerede været afholdt, og i den nærmeste fremtid kommer alle de store løb væltende ind over os. Det bliver igen i år super spændende at følge, og vi glæder os helt vildt! Sæsonens første store etapeløb i Europa, Alpentrail, blev desværre aflyst pga. snemangel, men det ser ud til, at der ikke bliver flere aflysninger af de store løb. I den kommende weekend afholdes Nordic Open i Åsarna, og så kommer de ellers slag i slag: Femundløbet starter den 1.2., EuropamesterskaberneWSA i sprint og mellemdistance den 9.2., Yukon Quest den 10.2., Iditarod den 3.3., Finnmarksløbet den 10.3. og Polardistans den 13.3. 

I Alaska er især tre af optaktsløbene til Iditarod rigtig interessante: 16.-17. december 2006 afholdtes løbet Sheep Mountain 150 (miles), der blev vundet af Lance Mackey. Den første weekend i januar 2007 blev Knik 200 vundet af Jeff King, og den 21. januar vandt Martin Buser Kuskokwin 300. Tre af de store favoritter har vundet hver deres løb - og i Norge forbereder Robert Sørlie sig på at tage kampen op!

Jeff King, sidste års Iditarod-vinder, har i sommeren systematisk arbejdet på at fastholde hundenes gode form ved at lade hundene svømme. Og i efterårstræningen er der i samarbejde med læger arbejdet på at forbedre hundenes præstationsevne ved at lade dem sove i højdetelt. Alt sammen som led i forberedelsen til Iditarod. 

         Martin Buser_2002.jpg (25822 byte)       

          Lance Mackey .....         Jeff King ....              Martin Buser    eller ....   Robert Sørlie ??


11.1.07 Femundløbet bliver ikke aflyst
pete_femund600_06.jpg (39338 byte)
På grund af den katastrofale mangel på sne stort set alle vegne, har årets Femundløb været truet af aflysning. 

Men ifølge NRK's netavis er det nu helt sikkert, at det bliver til noget! Den etape, der plejer at gå over Femunden bliver dog flyttet, da der ikke er is på vandet. Se denne artikel.

Sidste års vinder af Femund600, Pete Jahnsen

 


6.1.07 Godt nytår!!   
Efter næsten tre ugers ferie i Sverige er vi nu hjemme igen. Som så mange andre steder var der også i Sverige mangel på sne, så det blev ikke til så mange ture på slæde. Til gengæld fik vi færdiglavet vores hundehuse og testet vores nybyggede hundegårde. På trods af manglende sne var vejret næsten alle dagene fantastisk flot med højt solskin, så vi fik også gået en masse dejlige ture sammen med skiftende familiemedlemmer og venner.  Billeder kan ses her

Tak for de mange jule- og nytårshilsener!


8.11.06 Opdateret link-side
Vi har opdateret vores link-side. Der er nu både links til kenneler med Siberian Huskies og Alaskan Huskies. Alle kenneler, der primært beskæftiger sig med løb. Desuden er der kommet flere links til sider med udstyr mv.


29.10.06 Sæsonstart!!
Endelig kom dagen, hvor vi mente, det var passende temperatur til sæsonens første træningstur. Det var dejligt at komme i gang igen og fantastisk at se hvalpene foran en vogn for første gang. Nu har vi efterhånden så mange hunde, at vi - i hvert fald i de danske skove - deler dem op i to spand: et 8-spand og et 6-spand. Nassi fik sin debut som Koyuk-leadhund i 6-spandet og klarede det rigtig flot sammen med Demi. 

    29-10-06_Demi.jpg (86754 byte)    29-10-06_Nassi.jpg (208492 byte)    29-10-06_Justin.jpg (101231 byte)


28.8.06 "Nyt" løb: Kamchadal International Sled Dog Race
Dette er ikke et helt nyt løb, men det er nyt for os. Det har eksisteret siden 2003 og foregår i Kamchatka i marts måned. I 2007 bliver det den 2.-4. marts. Det er et etapeløb på i alt 350 kilometer over 7 heats, og der starter ca. 40 teams med hver 6-8 hunde. Helt specielt for Kamchatka-løbet er den store deltagelse af indfødte mushere med deres Kamchatka-huskies. Læs mere på www.kamchadal.com.      


22.8.06 Alpirace indstillet
Christof_Diehl_in_Action2.jpg (28924 byte)
www.schlittenhund.de (tysk slædehundemagasin på nettet) kan man læse, at det spændende etapeløb Alpirace, der løb af stablen for første gang i år, ikke fortsætter fremover. Det var et kommercielt løb, der var slået stort op. Hele verdenseliten skulle samles, og det skulle køre rundt med sponsorpenge. Men det lykkedes desværre ikke at få nok sponsorer, og da det oven i købet var svært at få arbejdskraft nok, blev beslutningen taget om at skrinlægge projektet. Det er rigtig ærgerligt, for det var et utroligt spændende løb at følge, og det var en god måde at få sporten bredere ud i offentligheden.


16.8.06 Nedtælling til sæsonstart
Nu nærmer sæsonen sig snart. Temperaturerne ser godt nok ikke ud til at falde foreløbig, men på et eller andet tidspunkt er det vel koldt nok... Der er i hvert fald gang i sæsonforberedelserne: køretilladelserne er ved at være der, vognen er ved at blive gjort klar, seler til hvalpene er bestilt osv. Vi glæder os helt vildt til at se hvalpene i aktion! Vi har i øvrigt fået god plads til alle hunde i traileren. Før vores tur til Sverige fik vi lavet et ekstra sæt bure hos Sandager Profildesign. Det har fungeret rigtig godt, så traileren er klar til sæsonen. 

    Trailer_sverige_juli_06.jpg (119360 byte)    Trailer_Sverige_07_06.jpg (146466 byte)