Team Koyuk

Træning

Når man skal bygge formen op, er det vigtigt at man er tålmodig og lader de mange kilometer sætte deres naturlige spor på formkurven. Man skal starte langsomt for at undgå skader og ikke mindst for at undgå et unødigt pres på hundene. Al træning skal være rar, og man skal kun presse hundene minimalt og altid kun i korte perioder, derved bevarer man dels løbeglæden og dels undgår man overbelastningsskader.

billede 1

Den fysiske del af træningen består af muskelopbygning og respirationstræning. Når de første små og helt rolige ture er i hus, kan man begynde at overveje temposkift undervejs i træningen. Dette vil komme helt naturligt, hvis man kører i kuperet terræn, men gør man ikke det, kan man forstærke belastningen/pulsen ved at køre lidt stærkere en kort strækning, hvorefter man holder pause og får pulsen ned, for derefter at køre videre i roligt tempo.

Den anden del – og nok den mest vigtige del af træningen - er kommandotræningen samt den psykologiske del af træningen. I forhold til kommandoer er det helt afgørende, og det kan ikke siges tit nok, at man skal kunne stole 100% på sin leadhund. Det betyder, at den skal kunne sætte tempo, adlyde det mindste vink fra din side, kunne gå forbi andre spand samt passere hundeluftere, heste og rådyr, hvis man møder dem ude i skoven. Derfor er træningen af leadhunden den vigtigste af al træning. Mister man først tilliden til sine leadhunde, vil man få mange problemer - under træning såvel som under løb.

Har man en lovende unghund, som man mener har hovedet til at gå forrest i spandet, er det vigtigt, at man udsætter den for alle mulige prøver i skoven. Den skal køre nye veje, nye ruter, gøre det den ikke plejer at gøre samt møde alle tænkelige forhindringer i skoven. Mange forsøger at undgå at møde andre i skoven, hvilket er en stor fejl. Det gælder om at lave aftaler med ryttere og andre hundeejere med henblik på at træne situationerne under kontrollerede forhold. Kun derved sikrer man, at man har styr på situationen, når den dukker op uventet – og det vil den gøre!

Ud over at træne leadhunden, er det vigtigt, at alle hunde får lov at prøve forskellige positioner i spandet. Men hunden skal have en god oplevelse og skal føle sig tryg ved opgaven, ellers risikerer man, at man får en hund, der er usikker i forhold til det, den skal præstere. En usikker hund vil dels få fysiske reaktioner og dels ikke præstere fuldt ud, da en alt for stor del af dens opmærksomhed vil blive brugt på at skælde andre hunde ud og i det hele taget være ”usikker”. Et godt råd er derfor: Al træning - også den, der går rigtig dårligt - skal være en succes for hunden. Så ros og giv rigeligt med godbidder, når hundene har været ude og træne.